Gildet på Solhaug, 2. versjon
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
SKUESPIL I TRE AKTER
ANDEN UDGAVE MED EN FORTALE AF FORFATTEREN
1.utg: [II]
HU: 26
«Gildet på Solhaug» skrev jeg i Bergen i sommeren 1855, altså for omtrent 28 år siden.
Stykket opførtes samme steds for første gang den 2. Januar 1856 som festforestilling til erindring om den norske scenes stiftelsesdag.
Jeg var dengang 
ansat som instruktør ved det bergenske teater og ledede altså selv indstuderingen af mit stykke. Det fik en fortrinlig, en sjelden stemningsfuld udførelse. Med lyst og hengivelse blev det givet, og således blev det også modtaget. «Den bergenske lyrik», der efter sigende skal have afgjort de seneste politiske valg deroppe, svulmede på hin teateraften højt i det fuldt besatte hus. Forestillingen endte med talrige fremkaldelser af forfatteren og af de spillende. Senere på aftenen gav orkestret, ledsaget af en stor del af publikum, mig en serenade udenfor mine vinduer. Jeg tror næsten, jeg lod mig
ansat som instruktør ved det bergenske teater og ledede altså selv indstuderingen af mit stykke. Det fik en fortrinlig, en sjelden stemningsfuld udførelse. Med lyst og hengivelse blev det givet, og således blev det også modtaget. «Den bergenske lyrik», der efter sigende skal have afgjort de seneste politiske valg deroppe, svulmede på hin teateraften højt i det fuldt besatte hus. Forestillingen endte med talrige fremkaldelser af forfatteren og af de spillende. Senere på aftenen gav orkestret, ledsaget af en stor del af publikum, mig en serenade udenfor mine vinduer. Jeg tror næsten, jeg lod mig 1.utg: IV
henrive til at holde et slags tale til de forsamlede; jeg ved i al fald, at jeg følte mig såre lykkelig.Et par måneder senere opførtes «Gildet på Solhaug» i Kristiania. Også dersteds blev det af almenheden modtaget med meget bifald, og dagen efter den første opførelse skrev
Bjørnson i «Morgenbladet» en varm, elskværdig, ungdommelig opsats derom. Egentlig var det ikke nogen anmeldelse eller kritik; det var snarere en stemningsrig fri fantasi, digterisk improviseret over stykket og over forestillingen.Hvorledes blev man i hin tid, – jeg mener i årene fra 1850 til omkring 1860, – en rigtig literatur-kritiker, og navnlig dramatisk kritiker i Kristiania?
Jo, det gik i regelen således til: Efter nogen tids forberedende øvelser i «Samfundsbladet» og efter oftere at have påhørt de diskussioner, som om aftenerne efter teatertid førtes på Treschows kafé eller «hos Ingebret», begav den vordende kritiker sig hen i
Johan Dahls boglade og lod sig forskrive fra København et exemplar af
J. L. Heibergs «Prosaiske Skrifter», om hvilke han havde hørt sige, at de skulde indeholde en afhandling «Om Vaudevillen». Denne afhandling blev da læst, grublet over og kanske tildels også forstået. Gennem disse skrifter blev man endvidere bekendt med en polemik, som Heiberg i sin tid havde ført imod professor Øhlenschlæger og imod digteren Hauch i Sorø. Lejlighedsvis erfarede man deraf også, at
J. I. Baggesen (forfatter af «Gjengangerbrevene») allerede tidligere havde åbnet et lignende felttog imod den store digter, som havde skrevet både «Axel og Valborg» og «Hakon Jarl».
«Samfundsbladet» og efter oftere at have påhørt de diskussioner, som om aftenerne efter teatertid førtes på Treschows kafé eller «hos Ingebret», begav den vordende kritiker sig hen i
Johan Dahls boglade og lod sig forskrive fra København et exemplar af
J. L. Heibergs «Prosaiske Skrifter», om hvilke han havde hørt sige, at de skulde indeholde en afhandling 1.utg: V
betitlet «Om Vaudevillen». Denne afhandling blev da læst, grublet over og kanske tildels også forstået. Gennem disse skrifter blev man endvidere bekendt med en polemik, som Heiberg i sin tid havde ført imod professor Øhlenschlæger og imod digteren Hauch i Sorø. Lejlighedsvis erfarede man deraf også, at
J. I. Baggesen (forfatter af «Gjengangerbrevene») allerede tidligere havde åbnet et lignende felttog imod den store digter, som havde skrevet både «Axel og Valborg» og «Hakon Jarl».Megen anden for en kritiker nyttig viden lod sig også uddrage af disse skrifter. Af dem lærte man f. ex., at en ret kritiker var på smagens vegne forpligtet til at føle sig forarget over hiater. Blev i et eller andet vers et sådant uhyre påtruffet, kunde man være sikker på, at de unge kristianiensiske kritiserende Jeronimusser, ligervis som
Holbergs egen, udråbte deres: Hillemænd, verden står ikke til påske!
hiater. Blev i et eller andet vers et sådant uhyre påtruffet, kunde man være sikker på, at de unge kristianiensiske kritiserende Jeronimusser, ligervis som
Holbergs egen, udråbte deres: Hillemænd, verden står ikke til påske!Og så havde den datidige norske hovedstads-kritik en særegen ejendommelighed, hvis udspring jeg længe ikke kunde blive klog på. Vore kritikere plejede nemlig, hver gang en begyndende forfatter udgav en bog eller fik et «Månedskrift for Literatur» blev jeg opmærksom på, at gamle etatsråd Molbech i sin tid havde plejet at betages af en svær vrede, når en ung digter udgav en bog eller fik et skuespil opført i København.
HU: 29
lidet teaterstykke opført, at geråde i en ustyrlig vrede og 1.utg: VI
at gebærde sig som om der gennem bogens udgivelse eller stykkets opførelse var tilføjet dem selv og de aviser, de skrev i, en blodig fornærmelse. Som sagt, jeg grublede længe over denne besynderlighed. Endelig fik jeg rede i sagen. Ved nemlig at HIS: 99
læse det danske «Månedskrift for Literatur» blev jeg opmærksom på, at gamle etatsråd Molbech i sin tid havde plejet at betages af en svær vrede, når en ung digter udgav en bog eller fik et skuespil opført i København.Således, eller omtrent således, var den domstol beskaffen, der nu i dagspressen tog sig for at stille «Gildet på Solhaug» for kritikens skranke i Kristiania. Den var for størstedelen sammensat af unge mænd, der i kritisk henseende levede på lån fra diverse kanter. Deres kritiske tanker var for længe siden tænkte og udtalte af andre; deres meninger var for lang tid siden formuleret andetsteds. Lånegods var hele deres æstetiske teori; lånegods var hele deres kritiske metode; lånegods var i et og alt, i stort og i småt, den polemiske taktik, de gjorde brug af. Ja, lige til sindsstemningen, så var den lånt. Lånt, lånt var det alt sammen. Det eneste originale ved dem var, at de evig og altid benyttede lånegodset forkert og i utide.
kollegium, hvis medlemmer kritisk livnærede sig ved lån, troede at måtte i digterisk henseende forudsætte noget lignende hos mig, kan ikke forundre nogen. Et par aviser der oppe, og muligens flere, fandt da også ganske rigtig ud, at jeg havde lånt dette eller hint fra
Henrik Hertz’s skuespil «Svend Dyrings hus».
1.utg: VII
At dette kollegium, hvis medlemmer kritisk livnærede sig ved lån, troede at måtte i digterisk henseende forudsætte noget lignende hos mig, kan ikke forundre nogen. Et par aviser der oppe, og muligens flere, fandt da også ganske rigtig ud, at jeg havde lånt dette eller hint fra
Henrik Hertz’s skuespil «Svend Dyrings hus».Denne kritiske påstand er grundløs og uefterrettelig. Det er åbenbart benyttelsen af kæmpevisernes versemål i begge stykkerne, som har foranlediget den. Men hos mig er sprogtonen en ganske anden end hos Hertz; diktionen i mit stykke har et ganske andet klangpræg end i hans; over det rytmiske i mit stykke vifter en let sommerluft; over det rytmiske hos Hertz ruger der høstvejr.
kæmpevisernes versemål i begge stykkerne, som har foranlediget den. Men hos mig er sprogtonen en ganske anden end hos Hertz; HU: 30
diktionen i mit stykke har et ganske andet klangpræg end i hans; over det rytmiske i mit stykke vifter en let sommerluft; over det rytmiske hos Hertz ruger der høstvejr.Heller ikke, hvad karakterer, handling, eller overhovedet hvad det faktiske indhold angår, findes der mellem begge stykker nogen anden eller større lighed end den, der er en nødvendig følge af, at stoffet til dem begge er hentet ud fra kæmpevisernes trange forestillingskreds.
Med fuldt så stor eller vel endnu større føje kunde man påstå, at Heinrich v. Kleist’s «Käthchen von Heilbronn», der er skrevet i begyndelsen af dette det overnaturliges indgriben på flere andre måder både hos Kleist og hos Hertz.
føje kunde man påstå, at HIS: 100
Hertz i sit «Svend Dyrings hus» havde lånt et og andet, og det ikke så lidt endda, fra
Heinrich v. Kleist’s «Käthchen von Heilbronn», der er skrevet i begyndelsen af dette 1.utg: VIII
århundrede. Käthchens forhold til grev Wetter-Strahl er i alt væsentligt det samme, som Ragnhilds til ridder Stig Hvide. Ligesom Ragnhild drives også Käthchen af en gådefuld, uforklarlig magt til at følge den mand, hun elsker, på alle hans veje, til lønligt at liste sig efter ham, til viljeløst at lægge sig ned og sove i hans nærhed, til naturnødvendigt at vende tilbage til ham, så ofte hun end jages bort. Hertil kommer det overnaturliges indgriben på flere andre måder både hos Kleist og hos Hertz.Men er der nogen, som tviler på, at man i den endnu ældre dramatiske literatur, med en smule god eller ond vilje, måtte kunne opdrive et skuespil, om hvilket det kunde påståes, at Kleist derfra havde lånt et eller andet til sit «Käthchen von Heilbronn»? Jeg tviler i al fald ikke derpå. Men deslige påvisninger vilde være ørkesløse. Det, der gør et kunstværk til sin ophavsmands åndelige ejendom, det er, at han har påtrykt værket sin egen personligheds stempel. Jeg mener derfor, at til trods for de antydede lighedspunkter er «Svend Dyrings hus»
HU: 31
lige så ubestridelig og udelukkende et originalværk af Henrik Hertz, som «Käthchen von Heilbronn» er et originalværk af Heinrich v. Kleist.
1.utg: IX
Den samme ret gør jeg for mit eget vedkommende gældende med hensyn til «Gildet på Solhaug». Jeg håber også, at man for fremtiden vil lade enhver af de tre navnefættere få beholde ubeskåret, hvad der med rette tilhører ham.Georg Brandes har ved given anledning betegnet «Gildet på Solhaug» i dets forhold til «Svend Dyrings hus», ikke som bygget på noget lån, men som tilblevet under en påvirkning, en indflydelse, udøvet af den ældre digter på den yngre. Hans udtalelser om mit arbejde er for resten så velvillige, at jeg herfor, som for så meget andet, har al grund til at være ham takskyldig.Men ikke desto mindre må jeg fastholde, at sagen i virkeligheden
HIS: 101
heller ikke forholder sig således, som Brandes har opfattet den. Henrik Hertz har aldrig i nogen særlig grad tiltalt mig som dramatisk digter. Jeg kan derfor ikke få i mit hoved, at han nogensinde skulde, mig uafvidende, have kunnet øve nogen indflydelse på min egen dramatiske produktion.På dette punkt og i denne forbindelse kunde jeg indskrænke mig til at henvise til
dr. Valfrid Vasenius, docent i æsthetik ved
universitetet i Helsingfors
. I sin afhandling for den filosofiske doktorgrad: «Henrik Ibsens dramatiska diktning «Henrik Ibsen, ett skaldeporträtt» (343 sider.
Jos. Seligmann & comp. Stockholm. 1882.) har han gjort rede for sit grundsyn på mit her omhandlede skuespil, – i sidstnævnte skrift suppleret med, hvad jeg under et samvær i München for tre år siden i al korthed meddelte ham. Hertil kunde jeg, som sagt, henvise.
dr. Valfrid Vasenius, docent i æsthetik ved
universitetet i Helsingfors
. I sin afhandling for den filosofiske doktorgrad: «Henrik Ibsens dramatiska diktning 1.utg: X
i dess førsta skede» (1879) så vel som i sit værk «Henrik Ibsen, ett skaldeporträtt» (343 sider.
Jos. Seligmann & comp. Stockholm. 1882.) har han gjort rede for sit grundsyn på mit her omhandlede skuespil, – i sidstnævnte skrift suppleret med, hvad jeg under et samvær i München for tre år siden i al korthed meddelte ham. Hertil kunde jeg, som sagt, henvise.
HU: 32
Men for god ordens skyld vil jeg dog selv på de følgende blade i omrids fortælle «Gildet på Solhaug»s tilblivelseshistorie.Her er den:
Jeg indledede denne fortale med en oplysning om, at stykket er skrevet i sommeren 1855.
Året i forvejen havde jeg skrevet «Fru Inger til Østråt». Beskæftigelsen med dette drama havde nødsaget mig til literært og historisk at fordybe mig i Norges middelalder, navnlig da i den senere del af samme. Jeg forsøgte, så godt det lod sig gøre, at leve mig ind i hine tiders sæder og skikke, i menneskernes følelsesliv, i deres tænkesæt og udtryksmåde.
«Fru Inger til Østråt». Beskæftigelsen med dette drama havde nødsaget mig til literært og historisk at fordybe mig i Norges middelalder, navnlig da i den senere del af samme. Jeg forsøgte, så godt det lod sig gøre, at leve mig ind i hine tiders sæder og skikke, i menneskernes følelsesliv, i deres tænkesæt og udtryksmåde.Denne periode er imidlertid ikke særdeles tiltalende at dvæle ved i længden; den frembyder heller ikke synderlig stof, der egner sig for dramatisk behandling.
kongesagaerne og over hovedet de strængere historiske overleveringer fra denne fjerne tidsalder fængslede mig ikke; jeg kunde dengang ikke for mine digteriske øjemed gøre nogen dramatisk brug af stridighederne
1.utg: XI
Jeg tyede derfor også snart over til selve sagatiden. Men kongesagaerne og over hovedet de strængere historiske overleveringer fra denne fjerne tidsalder fængslede mig ikke; jeg kunde dengang ikke for mine digteriske øjemed gøre nogen dramatisk brug af stridighederne HIS: 102
mellem konger og høvdinger, mellem partier og flokke. Det skulde først komme senere.Derimod fandt jeg i rigt mål i de islandske ætte-sagaer, hvad jeg behøvede som menneskelig iklædning for de stemninger, forestillinger og tanker, der dengang opfyldte, eller i al fald mere eller mindre klart foresvævede mig. Disse gammelnordiske literære bidrag til vor sagatids personalhistorie havde jeg hidtil ikke kendt, knapt nok hørt dem nævne. Da faldt mig ved et tilfælde
N. M. Petersens, i al fald for sprogtonens vedkommende, fortræffelige oversættelse i hænde. Ud fra disse ætte-krøniker med deres vekslende forhold og optrin mellem mand og mand, mellem kvinde og kvinde, over hovedet «Hærmændene på Helgeland».
de islandske ætte-sagaer, hvad jeg behøvede som menneskelig iklædning for de stemninger, forestillinger og tanker, der dengang opfyldte, eller i al fald mere eller mindre klart foresvævede mig. Disse gammelnordiske literære bidrag til vor sagatids personalhistorie havde jeg hidtil ikke kendt, knapt nok hørt dem nævne. Da faldt mig ved et tilfælde
N. M. Petersens, i al fald for sprogtonens vedkommende, fortræffelige oversættelse i hænde. Ud fra disse ætte-krøniker med deres vekslende forhold og optrin mellem mand og mand, mellem kvinde og kvinde, over hovedet HU: 33
mellem menneske og menneske, slog mig et personligt, fyldigt, levende livsindhold imøde; og ud af denne min leven sammen med alle disse afsluttede, enkelte, personlige kvinder og mænd fremstod i min tanke det første rå, tågede udkast til «Hærmændene på Helgeland».
Hjørdis og Dagny. Et stort gilde med æggende og skæbnesvangre sammenstød skulde der være i stykket. For øvrigt vilde jeg af karakterer, lidenskaber og indbyrdes forhold optage alt det, der forekom mig at være mest typisk for sagalivet. Med et ord, – hvad der i Vølsungasagaen var blevet episk omdigtet, vilde jeg, dramatisk, ligefrem gengive.
1.utg: XII
Hvor meget der af enkelthederne udformede sig i mig, ved jeg ikke længer at opgive. Men jeg husker godt, at de to skikkelser, jeg først fik øje på, var de to kvinder, som senere blev til Hjørdis og Dagny. Et stort gilde med æggende og skæbnesvangre sammenstød skulde der være i stykket. For øvrigt vilde jeg af karakterer, lidenskaber og indbyrdes forhold optage alt det, der forekom mig at være mest typisk for sagalivet. Med et ord, – hvad der i Vølsungasagaen var blevet episk omdigtet, vilde jeg, dramatisk, ligefrem gengive.Nogen hel, sammenhængende plan udkastede jeg vel ikke dengang. Dog stod det klart for mig, at et sådant skuespil var det første, som nu skulde skrives.
Men så kom der adskilligt imellem. Det meste deraf var vel af personlig natur og formodentlig det stærkest og nærmest afgørende; men jeg tror nok, det heller ikke var ganske uden betydning, at jeg just på den tid beskæftigede mig med indgående at studere
Landstads samling af «Norske folkeviser», der var udkommet et par år i forvejen. De stemninger, jeg dengang befandt mig i, forligedes bedre
adskilligt imellem. Det meste deraf var vel af personlig natur og formodentlig det stærkest og nærmest afgørende; men jeg tror nok, det heller ikke var ganske uden betydning, at jeg just på den tid beskæftigede mig med indgående at studere
Landstads samling af «Norske folkeviser», der var udkommet et par år i forvejen. De stemninger, jeg dengang befandt mig i, forligedes bedre HIS: 103
med middelalderens literære romantik end med sagaens kendsgerninger, 1.utg: XIII
bedre med verseformen end med prosastilen, bedre med det sprogmusikalske element i kæmpevisen, end med det karakteriserende i sagaen.Således skede det, at det formløst gærende udkast til tragedien «Hærmændene på Helgeland» foreløbig forvandlede sig til det lyriske drama «Gildet på Solhaug».
tragedien «Hærmændene på Helgeland» foreløbig forvandlede sig til det lyriske drama «Gildet på Solhaug».De to kvindeskikkelser, plejesøstrene Hjørdis og Dagny i den påtænkte tragedie blev til søstrene Margit vikingen Sigurd, omformede sig til riddersmanden og sangeren Gudmund Alfsøn, der også har færdedes længe i fremmede lande og levet i kongens gård. Hans stilling mellem de to søstre blev ændret i overensstemmelse med de forandrede tidsomstændigheder og forholde; men begge søstrenes stilling lige over for ham forblev væsentlig den samme, som i den oprindelig påtænkte og senere fuldførte tragedie. Det skæbnesvangre gilde, som det i mit første udkast havde været mig så magtuformidlet tragik som et vidnesbyrd om dramaets udspring.
HU: 34
og Signe i det fuldførte lyriske drama. Disse to sidstnævntes afstamning fra de to sagakvinder, vil let falde i øjnene, når der først gøres opmærksom derpå. Slægtsligheden er umiskendelig. Tragediens den gang kun løst planlagte helt, den vidt berejste og ved fremmede kongehoffer vel modtagne høvding, vikingen Sigurd, omformede sig til riddersmanden og sangeren Gudmund Alfsøn, der også har færdedes længe i fremmede lande og levet i kongens gård. Hans stilling mellem de to søstre blev ændret i overensstemmelse med de forandrede tidsomstændigheder og forholde; men begge søstrenes stilling lige over for ham forblev væsentlig den samme, som i den oprindelig påtænkte og senere fuldførte tragedie. Det skæbnesvangre gilde, som det i mit første udkast havde været mig så magt1.utg: XIV
påliggende at male, blev i dramaet den skueplads, på hvilken personerne helt igennem optrådte; det blev den baggrund, imod hvilken handlingen hævede sig frem og meddelte det samlede billede den grundstemning, jeg havde tilsigtet. Stykkets afslutning dæmpedes og formildedes visst nok i overensstemmelse med dets art som drama og ikke tragedie; men mellem rettroende æstetikere turde der kanske alligevel kunne tvistes om, hvor vidt der i denne afslutning ikke er blevet tilbage et drag af uformidlet tragik som et vidnesbyrd om dramaets udspring.Herpå skal jeg imidlertid ikke videre indlade mig. Jeg har kun villet hævde og fastslå, at det foreliggende skuespil, lige så fuldt som formedelst nogen ydre påvirkning eller indflydelse.
HIS: 104
alle mine øvrige dramatiske arbejder, er et naturnødvendigt udslag af min livsgang på et bestemt punkt. Det er opstået indenfra og ikke formedelst nogen ydre påvirkning eller indflydelse.Således og ikke anderledes hænger det sammen med tilblivelsen af «Gildet på Solhaug».
Rom, i April 1883
Henrik Ibsen
EN ANDEN HUSKARL
KONGENS SENDEBUD
EN GAMMEL MAND
MÆND
i Knut Gæslings følge
KARLE og PIGER
på Solhaug
En stadselig stue med dør i baggrunden og på begge sidevæggene. Foran tilhøjre et karnap-vindu med små, runde, blyindfattede ruder, og ved vinduet et bord med en mængde kvindesmykker. Langs væggen tilvenstre et større bord med sølvkruse, bægre og drikkehorn. Døren i baggrunden fører ud til en åben svalegang, hvorigennem ses et vidt fjordlandskab.
Foran tilhøjre et karnap-vindu med små, runde, blyindfattede ruder, og ved vinduet et bord med en mængde kvindesmykker. Langs væggen tilvenstre et større bord med sølvkruse, bægre og drikkehorn. Døren i baggrunden fører ud til en åben svalegang, hvorigennem ses et vidt fjordlandskab.Bengt Gautesøn, fru Margit, Knut Gæsling og Erik fra Hægge sidder om drikkebordet tilvenstre. I baggrunden dels sidder dels står Knuts mænd; et par ølboller går rundt mellem dem. Langt borte høres kirkeklokker, som ringer til højmesse.
ERIK
rejser sig op ved bordet
BENGT
skotter urolig til sin hustru
Ja, jeg – jeg tænker nu – (da hun tier) Hm, Margit, lad os først høre, hvad du mener.
MARGIT
står op
HIS: 108
BENGT
til Knut
Synderlig bevågen, – det siger jeg også.
MARGIT
Og visseligen kunde ikke min søster kåre sig nogen gævere husbond –
MARGIT
– dersom I ellers kan formå hende til at fatte godhed for jer.
BENGT
søger at berolige ham
Nej vent, Knut Gæsling! Vent nu. I må forstå os ret.
Så lidet kan mine ord krænke jer. Min søster kender eder jo kun af de viser, som er gjort om eder, – og de viser klinger ilde for høviske øren.
høviske øren.mellem alle de vilde gæster.
med gods eller grønne skove; –
HIS: 109
snart vil I se hende sorrigfuld
ERIK
Nu ja – sandt nok – Knut Gæsling lever noget vildt og ustyrligt. Men sligt ændrer sig let, når han får sig en hustru i gården.
KNUT
Og vel skal I mærke jer dette, fru Margit. Det kan være en uge siden, at jeg var til drikkegilde på Hægge hos Erik, som her står. Øllet var stærkt; og da det led ud på kvelden gjorde jeg det løfte, at Signe, eders fagre søster, skulde vorde min viv, før året var omme. Aldrig skal det siges Knut Gæsling på, at han har brudt noget løfte. Derfor ser I selv, at I må kåre mig til eders søsters husbond, – enten med det gode eller med det onde.
Øllet var stærkt; og da det led ud på kvelden gjorde jeg det løfte, at Signe, eders fagre søster, skulde vorde min viv, før året var omme. Aldrig skal det siges Knut Gæsling på, at han har brudt noget løfte. Derfor ser I selv, at I må kåre mig til eders søsters husbond, – enten med det gode eller med det onde.I må ikke længer med skrig og med larm
I må døve den gru, som langvejs står
af Knut Gæslings komme til bryllupsgård.
Høvisk må I te jer, når I rider til gilde;
og øl har gjort jer panden fortumlet og rød.
lad hvermand beholde sit eje;
I må ikke frækt skikke nogen den besked,
når han færdes på eders veje.
HIS: 110
Og arter I jer sådan til året går ud,så kunde I nok vinde jer min søster til brud.
BENGT
Å, for den sags skyld, så kunde nok jeg også –
KNUT
uden at agte på ham
BENGT
Nej men hør nu, Knut Gæsling, – I må forstå os!
KNUT
som før
BENGT
sagte
Der har vi det! Margit, Margit, dette her går aldrig godt.
MARGIT
til Knut
I bad om ærligt svar, og det har jeg givet jer.
KNUT
HIS: 111
MARGIT
Ja, herr Gæsling. I skal vide, det er vor bryllupsdag; idag for tre år siden blev jeg fru Margits mand.
MARGIT
utålmodig, afbrydende
Som jeg sagde, vi holder gilde idag. Når I nu kommer fra kirken og har røgtet eders øvrige ærender, så rider I hid igen og tager del i laget. I kan da lære min søster at kende.
KNUT
Vel, fru Margit; jeg takker jer. Dog var det ikke for at søge kirken, jeg red herned imorges. Min rejse gælder Gudmund Alfsøn, eders frænde.
MARGIT
studser
Ham! Min frænde? Hvor vil I søge ham?
KNUT
Hans gård ligger jo bag næsset, på den anden side af fjorden.
MARGIT
Men han selv færdes langvejs herfra.
HIS: 112
KNUT
hvisker
Ti stille!
MARGIT
Nærmere? Hvad mener I?
KNUT
MARGIT
BENGT
Ja, og der kunde vi også have været med, såfremt min hustru havde villet.
KNUT
sagte
MARGIT
Og da får I vise, om I mægter at styre jert vilde sind.
HIS: 113
MARGIT
BENGT
Nej, det har vi fast bestemt os til.
KNUT
til Margit
Vær I bare tryg.
BENGT
Og når vi har bestemt os til noget, så står det fast.
Han og Erik går med mændene ud i baggrunden. Bengt følger dem til døren. Klokkeringningen er imidlertid ophørt.
MARGIT
tankespredt
Ja, sådan lod det.
HIS: 114
BENGT
Knut Gæsling er ikke god at komme ud for. Og når jeg tænker mig om, så gav vi ham også altfor mange umilde ord. Nå, lad os ikke gruble over den sag. Idag må vi være lystige, Margit! Og det, mener jeg, vi har god grund til begge to.
BENGT
MARGIT
hen for sig
Og dog var jeg dengang så rig.
BENGT
Hvad sagde du, min hustru?
MARGIT
Å, intet, intet. (går over mod højre) Jeg vil pynte mig med perler og ringe. Det er jo min glædesfest ikveld.
Han går ud til venstre.
HIS: 115
MARGIT
segner ned i en stol ved bordet til højre
det er mig som blodet holdt op at rinde;
det er som en kold, en knugende magt
havde sig rundt om mit hjerte lagt.
(med frembrydende tårer)
Hvorlænge varer et menneskes liv?
og jeg – i det tre og tyvende går!
(roligere, efter en kort taushed)
Det er tungt at sukke bag gylden mur;
det er tungt at sidde så længe i bur.
(famler tankespredt mellem smykkerne og begynder at pynte sig)
han bad, at jeg smykke mig skulde.
Det var mig en gladere bryllupsfest,
(afbrydende)
Dog, jeg vil ikke mere tænke derpå;
(hun synger)
– ret aldrig du kommer tilbage –
– så klageligt rinde mine dage –
– ret aldrig du kommer tilbage –
– så klageligt rinde mine dage –
– ret aldrig du kommer tilbage –
– så klageligt rinde mine dage –
med femten guldringe til hver hendes hånd.
– ret aldrig du kommer tilbage –
– så klageligt rinde mine dage –
Kirsten sad i berget i alle dem.
– ret aldrig du kommer tilbage –
Fem sommere gik, og der gik vel ni;
– så klageligt rinde mine dage –
liden Kirsten så ikke solen i li.
– ret aldrig du kommer tilbage –
Dalen har blomster og fuglesang;
– så klageligt rinde mine dage –
i berget er der guld og en nat så lang.
– ret aldrig du kommer tilbage –
da han var hos min fader hjemme.
Der er noget deri, – jeg ved ikke selv, –
der er noget, som jeg aldrig kunde glemme;
som jeg aldrig forstod, – som jeg grubler på endnu.
(forfærdet, standser)
Med guld var det bergkongen fæsted sin viv!
HIS: 117
(fortvilet; synker ned på en bænk ved bordet til venstre)
Signe, glædestrålende, kommer løbende ind fra baggrunden.
MARGIT
Gudmund Alfsøn! Her! Hvor kan du tro –?
SIGNE
Å, jeg er viss på det.
MARGIT
går over mod højre
SIGNE
Kan være; men endda så er jeg sikker på, det var ham.
MARGIT
Har du da set ham?
HIS: 118
SIGNE
Å nej, nej; men nu skal du høre –
MARGIT
Ja, skynd dig, – fortæl!
Der var en gammen i luft og i li;
mig vinked hver rosenblomme.
Jeg trådte så tyst på kirkegulvet ind;
præsten stod højt i koret;
han sang og læste; med andagt i sind
lytted mænd og kvinder til ordet.
Da hørtes en røst over fjorden blå;
vendte sig om for at lytte derpå.
MARGIT
Hvad mere? Signe, – tal ud, tal ud!
SIGNE
Det var som et dybt, et ufatteligt bud
maned mig udenfor kirkens mur
over hej og dal, gennem li og ur.
Mellem hvide birke jeg lyttende skred;
jeg vandrede fast som i drømme;
øde stod bag mig det hellige sted;
HIS: 119
thi præst og kirkefolk vandrede med,Der var så stille på kirkesti;
mig tyktes, at fuglene lytted i li,
og at det svared fra fjeld og haug.
MARGIT
Bliv ved!
SIGNE
Da korsed sig mand og kvinde;
(med hænderne mod brystet)
men sælsomme tanker steg op herinde.
Gudmund har sunget den mangen gang;
Gudmund har sunget den mangen kveld, –
og alt, hvad han har sunget, det mindes jeg vel.
MARGIT
Og du tror, det skulde være –?
SIGNE
Jeg ved det så visst!
Tro mig, mit ord skal du sande.
(leende)
Kommer ikke hver en liden sangfugl tilsidst
igen fra de fremmede lande?
Jeg ved ikke selv, – men jeg er så glad –!
Der falder mig ind –. Margit, ved du hvad?
på væggen derinde. Jeg vil tage den ned;
og stemme dens gyldne strænge.
SIGNE
bebrejdende
Det er ikke ret.
(omfavner hende)
MARGIT
hen for sig
Så mangt har forandret sig siden – –
SIGNE
Har du ikke terner og svende?
I dit kammer hænger kostelige klæder på rad.
Om dagen kan du ride dig i lunden sval,
MARGIT
ser mod karnappet
Og han skulde komme til Solhaug som gæst!
SIGNE
Hvad siger du?
Intet. – Gå; smyk dig som bedst.
HIS: 121
SIGNE
Hvad mener du vel?
MARGIT
stryger hendes hår
Jeg mener –; nu ja, det vil sig jo vise –;
SIGNE
En bejler? Til hvem?
MARGIT
Til dig.
SIGNE
med latter
Til mig?
Å, da er han kommen på den urette vej.
SIGNE
Jeg vilde svare, jeg er for glad
til at tænke på bejlere eller på sligt.
SIGNE
Å, var han end konge, med hallen fuld
det skulde så lidet mig friste.
med sommer og sol og den susende elv,
med dig og de fugle på kviste.
Hun iler syngende ud til venstre.
Gudmund Alfsøn skulde komme hid? Hid – til Solhaug? Nej, nej, det kan ikke være. – Signe havde hørt ham synge, sagde hun. Når jeg hørte granerne suse dybt derinde i skoven, når jeg hørte fossen rulle og fuglene lokke i trætoppene, da bares det mig tidt nok for, som om Gudmunds kvæder blanded sig alt imellem. Og dog var han langvejs herfra. – Signe har skuffet sig selv. Gudmund kommer ikke.
BENGT
i hastværk, fra baggrunden, råber
En uventet gæst, min hustru!
BENGT
MARGIT
Han er da alt på gården?
BENGT
ser ud gennem svalegangen
HIS: 123
MARGIT
Hans våbendrager? Kommer han hid med våbendrager?
BENGT
Ja, det skulde jeg vel mene. En våbendrager og sex rustede mænd er hos ham. Nå ja, Gudmund Alfsøn er jo også en hel anden mand nu, end dengang han drog ud på langfærd. Men jeg må ned og tage imod ham. (råber ud) Læg gyldenlæders-sadlen på min hest! Og glem bidslet med ormehovederne! (ser ud i baggrunden) Au, der er han alt ved ledet! Nå, så min stav da; min sølvknappede stav! Slig en herre, – Krist fri mig – ham må vi tage imod med ære, med stor ære!
hel anden mand nu, end dengang han drog ud på langfærd. Men jeg må ned og tage imod ham. (råber ud) Læg gyldenlæders-sadlen på min hest! Og glem 1.utg: 20
ikke bidslet med ormehovederne! (ser ud i baggrunden) Au, der er han alt ved ledet! Nå, så min stav da; min sølvknappede stav! Slig en herre, – Krist fri mig – ham må vi tage imod med ære, med stor ære!Han går skyndsomt ud i baggrunden.
Nu kommer han med væbner og med rustede mænd.
hvad jeg mægter at bære, før hjertet må briste?
Mener han, at –? Ah, prøv kun derpå;
så ringe en fryd skal du deraf få!
Hun vinker ud gennem døren til højre.
Tre piger kommer ind i stuen.
MARGIT
Pigerne går med smykkeskrinene ud til venstre.
Så vil jeg! Margit er jo bergkongens brud.
Bengt fører Gudmund Alfsøn ind gennem svalegangen i baggrunden.
BENGT
GUDMUND
Og Margit, – hun er da vel fornøjet?
GUDMUND
Hvad mener I?
GUDMUND
hen for sig
Jeg vidste det jo nok; sådan måtte det gå.
BENGT
Hvad siger I, frænde?
BENGT
Ja, mener I ikke, det går mig lige så? Jeg vil aldrig gælde for en ærlig herremand mere, dersom jeg skønner, hvad hun yderligere kan ønske sig. Jeg er om hende så lang dagen er; og ingen skal kunne sige mig på, at jeg holder hende strængt; alt tilsyn med hus og gård har jeg taget på mig; og ikke desmindre –. Nå, I var jo altid en lystig svend; jeg tænker nok, I bringer solskin med jer. Hys; der kommer fru Margit! Lad jer ikke mærke med, at jeg –
herremand mere, dersom jeg skønner, hvad hun yderligere kan ønske sig. Jeg er om hende så lang dagen er; og ingen skal kunne sige mig på, at jeg holder hende strængt; alt tilsyn med hus og gård har jeg taget på mig; og ikke desmindre –. Nå, I var jo altid en lystig svend; jeg tænker nok, I bringer solskin med jer. Hys; der kommer fru Margit! Lad jer ikke mærke med, at jeg –
HIS: 126
Margit kommer i rig dragt fra venstre.
MARGIT
standser, ser fremmed på ham
GUDMUND
uden at tage den
Og du kendte mig ikke straks igen?
BENGT
leende
Nej men, Margit, hvad tænker du dog på? Jeg meldte dig jo nylig, at din frænde –
MARGIT
går over mod bordet til højre
GUDMUND
Det er syv år siden vi sidst sås.
HIS: 127
MARGIT
Hel sælsomt. Jeg var dog visst et barn dengang; og det tykkes mig en evig lang tid siden jeg var barn. (kaster sig ned i en stol) Nå, sæt eder, min frænde! Hvil eder ud; ikveld skal I danse og forlyste os med eders sang. (med et tvungent smil) Ja, I ved vel, vi er glade her på gården idag, – vi holder gilde.
BENGT
Ja, idag for tre år siden blev jeg –
GUDMUND
Da er jeg både sved og varm; men jeg har også fuldt op at tage vare på. (til Margit) Lad nu ikke tiden falde lang for vor gæst, mens jeg er ude. I kan jo snakke sammen om gamle dage. (vil gå)
MARGIT
tvilrådig
Går du? Vil du ikke heller –?
BENGT
leende, til Gudmund, idet han kommer tilbage
Ser I vel; herr Bengt til Solhaug er manden, som forstår at færdes mellem kvindfolk. Der er ikke den stund så kort, at min trøstig; jeg skal snart være hos dig.
kvindfolk. Der er ikke den stund så kort, at min HIS: 128
hustru kan være mig foruden. (til Margit, idet han tager hende under hagen) Vær du trøstig; jeg skal snart være hos dig.Han går ud i baggrunden.
Kort taushed.
MARGIT
Her har hun været siden jeg –
(slår om)
For tre år siden kom hun til Solhaug med mig.
(lidt efter)
Hun træder visst snart i stuen herind.
GUDMUND
jeg må på guds engle tænke.
Dog, mangt kan i syv års tid forgå.
Sig mig, – mens fjernt fra bygden jeg vandred,
har også hun sig så stærkt forandret?
HIS: 129
MARGIT
tvungent spøgende
Hun også? Er det i kongens gård
I minder mig om, hvordan tiden tærer –
GUDMUND
Margit, hel vel mine ord I forstår.
I græd, da jeg skulde fra bygden ride;
i fryd og i ve, i nød og i gammen.
fuldt vel er I endnu så fager en kvinde.
Men Solhaugs frue, kan jeg mærke, har glemt
den fattige frænde. Så umildt er I stemt,
MARGIT
næsten tårekvalt
Ja engang –!
GUDMUND
ser deltagende på hende, tier lidt og siger med dæmpet stemme
Eders husbond bød os at korte
tiden med at melde om gammelt og kært.
MARGIT
hæftigt
Nej, nej; ikke derom!
(roligere)
at mindes; den ting har jeg aldrig lært.
Meld heller om de år, I var borte; –
meget må I kunne mig berette;
derude er jo verden både vid og varm, –
der er sindet og tankerne lette.
MARGIT
uden at se på ham
Og jeg – hver dag, jeg på Solhaug bode,
takked himlen, at den gjorde mine kår så gode.
MARGIT
hæftigt
Og er jeg da ikke hædret og fri?
I tænkte nok at finde mig kummerlig og træt;
men I ser, jeg er fro, mit sind er let.
Se, derfor kunde I sparet jert komme
GUDMUND
Hvad mener I, fru Margit?
(hilser og vil gå)
GUDMUND
standser
I kongens hal? Kan I spotte min nød?
MARGIT
Eders nød? Nu, højt må I hige, frænde;
jeg gad vide, hvor I tænker at ende!
er kongens mand, ejer gods og guld –
GUDMUND
mit ærend på Solhaug –
GUDMUND
Det er jeg for visst.
Dog sværger jeg dyrt, ved den hellige Krist,
havde jeg kendt eders tanker og sind,
Jeg mente, I endnu var mild og god,
men jeg vil ikke trygle; skoven er stor,
og sikker er min hånd og min bue; –
langt heller være hejens sten mit bord
og bjørnehiet min stue.
(vil gå)
MARGIT
holder ham tilbage
Fredløs! Nej, bliv! Jeg sværger dig til,
slet intet jeg derom vidste.
GUDMUND
Det er, som jeg siger. Mit liv står på spil;
Tre nætter lå jeg som hunden ude;
på fjeldet jeg hvilte mine mødige ben
og læned mit hoved til urens sten.
i fremmed folks hus, det var mig for tungt;
jeg tænkte: når du til Solhaug kommer,
der finder du venner; på dem kan du lide. –
HIS: 133
han åbned for mig både dør og porte; –hallen er mørk; mine venner er borte.
Nu godt; jeg stiger på ny til fjelds.
MARGIT
bønligt
Å, hør mig!
GUDMUND
Mit sind er ej som en træls.
mit fagreste håb jeg måtte begrave.
Farvel da, fru Margit!
MARGIT
Nej, Gudmund, hør!
Ved gud og mænd –!
GUDMUND
Forlyst dig som før;
lev du i gammen og ære;
så lidet skal Gudmund mørkne din dør;
ret aldrig han skal dig besvære.
Nu er det nok. Dine bittre ord
vil volde dig anger og kvide.
Havde jeg vidst, at du fredløs fór
tro mig, da var det min kæreste dag,
da du tyed ind under Solhaugs tag;
da var det for visst min gladeste fest,
når den fredløse meldte sig her som gæst.
HIS: 134
GUDMUND
Du siger –! Hvad skal jeg tænke og tro?
GUDMUND
Men det, som du nys –?
MARGIT
Agt ikke derpå.
Hør mig, så vil du det hele forstå.
For mig er livet en nat så sort;
Og intet mægter min kvide at fjerne;
Mit frejdige sind jeg solgte for guld;
Vore kår var ringe, fattigt vort bo;
men rigt var håbet i mit bryst herinde.
MARGIT
Kan være; men al den lov og pris,
jeg hørte, det blev til min lykkes forlis.
Du måtte bort til de fremmede lande;
men alle dine kvæder graved sig ind
dybt i mit hjerte, dybt i mit sind,
og sløred med tanker min pande.
HIS: 135
Du havde sunget om al den lyst,som mægter at rummes i et menneskes bryst;
du havde sunget om det frejdige liv
kom bejlere fra øst og bejlere fra vest;
GUDMUND
Å, Margit!
MARGIT
Der gik ikke lang tid hen,
før jeg måtte så bitterlig græde.
At tænke på dig, min frænde, min ven,
det blev min eneste glæde.
og i alle de store stuer!
men der var ikke én, som ret mig forstod,
jeg frøs, som sad jeg i bergets kammer;
dog værked mit hoved, dog brændte mit blod.
GUDMUND
Men din husbond –?
MARGIT
Han var mig aldrig kær;
hans guld var alt, hvad mig hilded;
talte han til mig, sad han mig nær,
(slår hænderne sammen)
Og sådan har jeg levet i årene tre!
Mit liv var en evig, en endeløs ve.
HIS: 136
Dit komme rygtedes; visst du kenderden stolthed, som dybt i mit hjerte brænder;
jeg dulgte min nød, jeg gemte min kvide;
thi du måtte mindst af alle den vide.
GUDMUND
bevæget
Og derfor var det, du vendte dig bort –.
MARGIT
Nu, kort
Dog, himlen være takket, nu er det forbi;
jeg står ikke længer alene;
om barmen er jeg så let og fri,
(farer sammen i skræk)
Ah, hvad falder mig ind! Hvor kunde jeg glemme –!
Alle helgene se til mig nådigt ned!
Fredløs, sagde du –?
GUDMUND
smiler
Nu er jeg hjemme;
her lader mig kongens mænd med fred.
Snart er det sagt.
da kansleren, Audun fra Hægranæs, drog
Hendes øjne kunde bede den varmeste bøn; –
mine tanker stævned mod Norges kyst
Da hvisked to røster bag ved min ryg; –
jeg vendte mig om; – det var ham og hende;
de så mig ikke; jeg sad så tryg;
dog kunde jeg begge kende.
og hvisked: ak, dersom farten gik
mod syd til de dejlige lande,
og var vi alene på snekken, vi to,
da tror jeg for visst mit hjerte fandt ro,
da brændte visst ikke min pande!
svared med ord så hede, så vilde;
jeg så hendes øjne som stjerner spille;
hun bad ham –
(afbrydende)
Det greb mig med rædsel og skræk.
MARGIT
Hun bad –?
Jeg fór op; i hast de forsvandt;
alene stod jeg på skibets dæk; –
HU: 60
(tager en liden flaske frem)
men hvor de havde siddet, denne jeg fandt.
MARGIT
Og den –?
GUDMUND
med dæmpet stemme
Den rummer en gådefuld saft; –
en dråbe deraf i din uvens bæger, –
og intet i verden ham hjælper og læger.
MARGIT
Men sig mig –?
GUDMUND
hviskende
Den var for kongen bestemt.
GUDMUND
idet han atter forvarer flasken
Vel, at jeg fik den gemt. –
Tre dage efter var farten tilende.
Så lønligt flygted jeg med mine svende;
vilde forklage mig –
MARGIT
Nu er forbi
din værste nød; snart er alt ved det gamle.
HIS: 139
GUDMUND
Alt? Nej, Margit, – dengang var du fri.
MARGIT
Du mener –?
GUDMUND
Jeg? Intet. Å, lad mig samle
Men, sig mig, – Signe –?
MARGIT
peger smilende mod døren til venstre
Hun kommer snart.
Hun må jo pynte sig lidt for sin frænde,
GUDMUND
Jeg må se, om hun endnu kan mig kende.
Han går ud til venstre.
Hvor han er fager og mandig. (med et suk) Der er ikke megen lighed mellem ham og – (rydder lidt op ved drikkebordet, men standser igen dermed) Dengang var HU: 61
du fri, sagde han. Ja, dengang! (kort taushed) Det var en sælsom fortælling, den om prinsessen, som –. Hun havde en anden kær, og så –. Ja, disse kvinder i de fremmede lande, – jeg har hørt det før, – de er ikke veke som vi; de ræddes ikke for at gøre en tanke til dåd. (tager et bæger, som står på bordet) Af dette bæger drak Gudmund og jeg på et frydeligt gensyn, da han rejste. Det er fast det eneste arvestykke, jeg bragte med til Solhaug. (sætter bægeret ind i et vægskab)
HIS: 140
Hvor blid denne sommerdag er. Her er så lyst herinde. Så lifligt har ikke solen skinnet i tre år.Signe, og efter hende Gudmund kommer ind fra venstre.
MARGIT
smilende, til Gudmund
Ser du; mens fjernt fra bygden du vandred,
har også hun sig så stærkt forandret.
GUDMUND
(griber Signes hænder og ser på hende)
Og dog, dit uskyldige barnesind
læser jeg endnu i øjnene blå; –
hvor kan jeg da længer tvile derpå!
Jeg må le, når jeg mindes, hvor tidt jeg har
tænkt dig sålunde, som dengang jeg bar
dig på mine arme. Da var du et barn;
SIGNE
truer med fingeren
Ja, vogt dig! Hvis hulderens harme du vækker, –
HIS: 141
SIGNE
Men vent; du har jo end ikke set
(idet hun går ud til venstre)
Nu må du mig alle dine kvæder lære!
GUDMUND
sagte, ser efter hende
der endnu var knop ved dagens komme.
GUDMUND
griber den
Min harpe! Så blank som før!
(slår nogle toner)
Der er endnu klang i de gamle strenge; –
nu skal du ikke længer på væggen hænge –
SIGNE
mens Gudmund indleder sin sang
Hys, – stille! Å hør!
GUDMUND
synger
hør til, hvordan kærlighed monne opstå!
HIS: 142
Den vokser som eken i årene lange;den næres ved tanker og sorger og sange.
fæster den rødder i hjertets grund!
Han går under efterspillet op mod baggrunden, hvor han sætter harpen fra sig.
Den spirer så let; i den flygtigste stund
fæster den rødder i hjertets grund.
SIGNE
Jeg? Nej visst ikke. Jeg mente kun – (synker atter hen som i drømme)
MARGIT
halv højt; ser frem for sig
den næres ved tanker og sorger og sange.
SIGNE
opvågnende
Du siger, at –?
Bengt kommer med mange gæster, mænd og kvinder, ind gennem svalegangen.
i gildestuen vi træde.
vi ønsker både gammen og glæde.
Gid altid en himmel, så lys som idag,
over Solhaugs tag
må sig brede!
HIS: 144
En birkelund, der støder op til huset, hvoraf et hjørne ses til venstre. En fodsti fører op i lien i baggrunden. Til højre for stien fosser en elv nedover og taber sig mellem fjeldstykker og stene. Det er lys sommernat. Døren til huset står åben; vinduerne er oplyste. Musik høres derinde.
fodsti fører op i lien i baggrunden. Til højre for stien fosser en elv nedover og taber sig mellem fjeldstykker og stene. Det er lys sommernat. Døren til huset står åben; vinduerne er oplyste. Musik høres derinde.
GÆSTERNE
synger i gildestuen
han favner den væne lilje!
Knut Gæsling og Erik fra Hægge kommer ud fra huset. Musik, dans og lystighed vedbliver under det følgende at lyde dæmpet derinde.
Ja, ja, voveligt er det dog. Du er kongens foged. Der udgår herrebud til dig, at du skal fange Gudmund Alfsøn, hvor du kan
voveligt er det dog. Du er kongens foged. Der udgår herrebud til dig, at du skal fange Gudmund Alfsøn, hvor du kan HIS: 146
komme over ham. Og nu, da du har ham lige i næven, så tilsiger du ham dit venskab og lader ham færdes frit, hvor det lyster ham.
KNUT
ERIK
langtrukket
Nej, med det gode blev det vel ikke, men –
KNUT
ERIK
Ja, men kongens lov?
De går ud til højre.
HIS: 147
Gudmund og Signe kommer nedover fodstien i baggrunden.
SIGNE
med glad og stille forundring
Jeg – jeg er ham kær!
GUDMUND
Det er ingen som du.
GUDMUND
Hør mig, Signe. Medens årene randt
på eder to, mine fagreste blommer.
Men jeg kunde ikke fuldt mine tanker forstå; –
som alferne små, der færdes i skove
Men idag, da jeg stod i Solhaugs stue,
da forstod jeg mig selv tilfulde, –
forstod, at Margit var så stolt en frue,
en vinterkveld, – nu er det længe siden; –
Der glemte hun bort både fader og moder;
der glemte hun bort både søster og broder;
hun glemte bort både himmel og jord,
hun glemte sin gud og hvert kristent ord.
Den jomfru liden på tjernets bund
vågned derved af sin tunge blund;
nøkken måtte slippe hende ud af sit skød;
da fatted hun tilfulde både gud og hans ord.
GUDMUND
Signe, min dejligste blomme!
SIGNE
Som hun
gik også jeg i en drømmende blund;
de gådefulde ord, du ikveld har mig sagt
aldrig så fager den verden vide;
HIS: 149
GUDMUND
Så mægtig er elskov; – i menneskets bryst
vækker den tanker og længsel og lyst. –
Men kom, lad os begge til din søster gå ind.
SIGNE
undsélig
Vil du sige hende –?
SIGNE
Og jeg venter dig her;
(lytter mod højre)
eller bedre, – nede ved elven, der
hører jeg Knut Gæsling; der er piger og svende.
SIGNE
Til du har talt med hende.
Hun går ud til højre. Gudmund går ind i huset.
Margit kommer fra venstre bag ved huset.
MARGIT
I stuen er både gammen og glæde;
HIS: 150
Det blev mig så lummert om pande og bryst;Gudmund var ikke derinde.
(ånder dybt)
Herude er det godt; her er det tyst,
her svaler mig nattens vinde.
(grublende taushed)
Denne hæslige tanke –; jeg kan ej forstå –;
den følger mig, hvor jeg end monne gå.
Flasken, – der rummer en gådefuld saft –?
En dråbe deraf i min – uvens bæger, –
og intet i verden ham hjælper og læger.
(atter taushed)
da agted jeg lidet –
Gudmund kommer ud gennem husdøren.
MARGIT
Derinde er lummert, herude så svalt.
sagtelig hen over myren glide?
det er midt imellem begge –
(hen for sig)
(ser på ham)
Ej sandt, – når du færdes i slig en nat,
du ved ikke selv hvordan det er fat;
men du føler, der rører sig et lønligt liv
i busk og i blad, i blomster og siv!
HIS: 151
(med pludselig overgang)
Ved du, hvad jeg ønsker?
GUDMUND
Nu?
MARGIT
At jeg var
Hvor skulde jeg listigt min trolddom spinde!
Tro mig –!
MARGIT
uden at høre på ham
Hvor skulde jeg kvæde, hvor skulde jeg klage!
(med stigende heftighed)
Hvor skulde jeg lokke den frejdige svend
gennem lierne grønne til bergets kammer; –
der kunde jeg glemme al verdens jammer;
der kunde jeg brænde og leve med min ven!
GUDMUND
Margit! Margit!
MARGIT
stedse voldsommere
Ved midnatsstund
hvor lystigt at dø på slig vis; – ej sandt?
GUDMUND
Du er syg!
MARGIT
pludselig alvorlig
Du må ikke undres derover;
det er kun ved midnat, når menneskene sover;
hine kvinder i fremmede lande, – hun,
den fagre prinsesse; – se, hun var vild;
At længes og hige hun voved ej blot;
hun pønsed på dåd; og se det –
GUDMUND
Det er godt,
du minder mig derom; jeg vil ikke længer
gemme på det, jeg så lidet trænger.
(tager flasken frem)
MARGIT
Flasken! Du mener –?
GUDMUND
Jeg gemte den, fordi
jeg tænkte, med den at løse mig fri,
hvis kongens mænd skulde komme mig nær.
Men alt fra ikveld har den mistet sit værd;
HIS: 153
nu vil jeg stride med arm og med sværd,
Se så!
(vil kaste flasken imod et fjeldstykke)
MARGIT
griber hans arm
Nej vent! Lad mig få den.
GUDMUND
Du vil –?
MARGIT
Skænke den til nøkken dernede.
Han har mig så tidt forlystet med sit spil
og sunget mig mangt underligt kvæde.
Giv hid.
(tager flasken ud af hans hånd)
Der er den!
(lader som om hun kasted den i elven)
MARGIT
idet hun skjuler flasken
Ja visst; du så jo –
(hvisker, går hen imod huset)
Nu hjælpe mig gud!
Nu må det briste eller bære!
(højere)
Hør, Gudmund!
MARGIT
Et må du mig lære;
som er gjort om kirken dernede.
alt så havde de hinanden kær.
Den dag de bar hende til jorden hen,
Hun jordedes syd under kirkevæg,
der trivedes fordum hverken siljer eller hæg
alt i den viede jord; –
men næste vår på de grave to
der vokste de fagreste liljeblommer;
Kan du tyde mig det kvæde?
GUDMUND
ser forskende på hende
Jeg ved ikke ret –
MARGIT
men jeg tror nu den retteste mening er:
kirken kan ej skille to, som har hinanden kær.
at hun får det hele at vide.
(højt)
Svar mig, Margit, – vil du mit held?
GUDMUND
Ja, jeg mener –
MARGIT
Sig frem!
MARGIT
frembrydende
Gudmund!
Han standser pludselig. Stemmer og latter høres henne ved elvebredden.
Han bliver stående i samtale med Erik. De øvrige fremmede går imidlertid ind i huset.
MARGIT
for sig selv
Gøre ham så rig og fro –! Hvad kan han andet mene, end –! (halvhøjt) Signe, – kære, kære søster!
Hun griber Signe om livet og går samtalende med hende op mod baggrunden.
sagte, idet han følger dem med øjnene
HIS: 156
GUDMUND
sagte, idet han følger dem med øjnene
Ja, sådan er det rådeligst. Både Signe og jeg må fra Solhaug. Knut Gæsling har jo vist sig som min ven; han hjælper mig nok.
ERIK
Nå, som du vil da.
Han går ind i huset.
KNUT
kommer nærmere
Hør, Gudmund –
KNUT
GUDMUND
Ja, og hvis ikke rygtet lyver, så –
KNUT
Å nej, mangt og meget kan jo være sandt nok. Men nu skal du høre –
HIS: 157
De går i samtale opover mod baggrunden.
SIGNE
til Margit, idet de kommer nedover ved huset
MARGIT
Signe, – du er et barn endnu; du ved ikke hvad det vil sige at færdes i en evig rædsel for at –. (pludselig afbrydende) Tænk dig, Signe, at måtte visne og dø uden at have levet!
MARGIT
Ja, ja, du fatter det ikke; lige godt –
De går samtalende opover igen.
Gudmund og Knut kommer nedover på den anden side.
GUDMUND
GUDMUND
Held og lykke da, Knut Gæsling! Og nu må du vide, at også jeg –
HIS: 158
KNUT
Du? Går du også med slige tanker?
Han fortsætter hviskende, idet de igen går opover.
MARGIT
Mere tør jeg ikke sige dig.
SIGNE
Da vil jeg være ærligere mod dig. Men svar mig først på et. (undsélig, nølende) Er der – er der ingen, som har sagt dig noget om mig?
MARGIT
Om dig? Nej; hvad skulde det være?
SIGNE
som før; ser ned for sig
Du spurgte mig imorges: hvis en bejler red sig hid –?
HIS: 159
MARGIT
Det er sandt. (sagte) Knut Gæsling –; skulde han allerede –? (spændt, til Signe) Nu? Og så?
MARGIT
Og hvad har du svaret ham?
SIGNE
MARGIT
Men, Signe, Signe; jeg fatter ikke, at du så snart –! Du har jo neppe kendt ham før idag.
SIGNE
Å, jeg forstår mig endnu så lidet på kærlighed; men det ved jeg, sandt er det, som der står i visen:
fæster den rødder i hjertets grund –
Hun standser pludselig, da hun ser Knut og Gudmund komme nærmere.
MARGIT
sagte
Hvad er det?
GUDMUND
til Knut
Og her er min.
De ryster hinandens hænder.
GUDMUND
Godt. Her på Solhaug, mellem alle de fagre kvinder, har jeg fundet den, som –
SIGNE
der ligeledes har lyttet
Gudmund!
Der er hun.
GUDMUND
studsende
Ja, min.
KNUT
ligeså
Nej, min!
MARGIT
sagte, halvt forvildet
Signe!
GUDMUND
som før, til Knut
Hvad mener du med det?
KNUT
Det er jo Signe, som jeg vil –
GUDMUND
sagte, idet han ser hende
Margit! Hun har hørt alt.
KNUT
Ej, ej; er det sådan fat? Hør, fru Margit, I har ikke nødig at lade så forundret; jeg skønner nu det hele.
HIS: 162
MARGIT
til Signe
Men du sagde jo nys –? (fatter pludselig sammenhængen) Gudmund var det, du mente!
MARGIT
med næsten toneløs stemme
Å intet, intet.
KNUT
til Margit
Og imorges, da I fik mit ord på, at jeg ingen ufred skulde yppe her ikveld, – I har da vidst, at Gudmund Alfsøn var ivente. Ha, ha, bild jer aldrig ind, at I kan drive gæk med Knut Gæsling! Signe er bleven mig kær. Endnu
drive gæk med Knut Gæsling! Signe er bleven mig kær. Endnu 1.utg: 64
før middag var det bare mit ubesindige løfte, som drev mig til at bejle efter hende; men nu –
SIGNE
til Margit
Han? Det var bejleren, du tænkte på?
MARGIT
kæmpende med sig selv
Signe har alt kåret sin brudgom; – jeg kan intet svare.
KNUT
Det er godt; så har jeg ikke mere at gøre på Solhaug. Men efter midnat, – mærk jer det, – da er dagen til ende; da tør I nok få
tør I nok få HIS: 163
se mig igen, og så får lykken råde for, hvem der skal føre Signe fra gården, Gudmund eller jeg.
SIGNE
angst
Gudmund! For alle helgener –!
Han og Erik går ud til venstre i baggrunden.
SIGNE
sagte til Gudmund
Å, men så sig mig, hvad skal alt dette
betyde?
GUDMUND
Tal ikke om det! Ikke et ord til noget menneske; ikke engang til din søster.
HIS: 164
MARGIT
hen for sig
Hende, – hende er det! Hende, som han knapt har tænkt på før ikveld. Havde jeg været fri, så ved jeg nok hvem han havde kåret. – Ja, fri!
Bengt og gæsterne, mænd og kvinder, kommer ud fra huset.
hvor lystigt at lege mellem blomster små
i birkelunde.
BENGT
MANGE
råber
Ja, ja, en stevkamp!
EN ANDEN GÆST
HIS: 165
FLERE
hviskende mellem hverandre
Ja, ja, det er sandt. I mindes sidst, da han –. Det er bedst at vogte sig.
MARGIT
GUDMUND
dæmpet, bedende
Margit –!
MARGIT
Ej, hvilket klageligt ansigt du sætter op! Vær lystig, Gudmund! Vær lystig! Ja, ja, det falder dig ikke så let, kan jeg tro. (leende, til gæsterne) Han har set huldren ikveld. Hun vilde forlokke ham; men Gudmund er en trofast svend. (vender sig atter til Gudmund) Nu ja, eventyret er ikke endt endnu. Når du fører din hjertenskær over hej og gennem skove, så vend dig aldrig om; se dig aldrig tilbage; – huldren sidder bag hver en busk og ler; og til slut – (med dæmpet stemme, idet hun HU: 77
træder tæt hen til ham) kommer du dog ikke længer end hun vil.Hun går over mod højre.
SIGNE
sagte
Å gud, å gud!
Ha, ha, ha! Fru Margit ved at sætte det sammen! Når hun først vil, så gør hun det meget bedre end jeg.
GUDMUND
for sig selv
FLERE AF GÆSTERNE
Tak, tak, Gudmund Alfsøn!
Man slutter sig om ham, nogle siddende, andre stående. Margit læner sig til et træ foran til højre. Signe står til venstre nær ved huset.
Signe står til venstre nær ved huset.
GUDMUND
synger
ret aldrig skal den jomfru skær
til kirken følge ham.
BENGT
gør miner til Margit
Ja, jeg har min, det ved jeg visst. Ha-ha-ha!
MARGIT
sagte, bævende
UNGE PIGER
bedende
Ja, fortæl, fortæl, fru Margit!
HIS: 168
MARGIT
hun sad i sin faders gård;
hun sømmed i silke, hun sømmed i lin; –
Hun sad så ene med sorrig og gru;
der var tomt i hal og i stue;
Det var sig bergkongen, red han fra nord,
i dalen trives de yndigste blommer, –
hun sanked dem kun i drømme. –
det klang til bergets inderste rod,
op sprang fjeldets port som en bue;
over dalene lå gud faders fred,
og al den herlighed kunde hun skue.
Det var som om nu, for første gang,
hun var vækket til liv ved harpeklang,
den rigdom, verden slutter inde.
Og vel må I vide, hver og en,
at den, som er fængslet til fjeldets sten,
HIS: 169
men han slængte sin harpe bort i en vrå,hejsede silkesejlet i rå,
stævnede over den salte sø
(i stigende lidenskab)
Du legte så fagert på strengenes guld;
Jeg må ud, jeg må ud i de grønne dale!
Jeg dør herinde i fjeldets sale!
og stævner over den salte sø!
(skriger)
Med mig er det ude; berget er lukket!
Solen lyser ikke mere; alle stjerner er slukket.
Hun vakler og segner afmægtig over mod en træstamme.
GUDMUND
på samme tid, støtter hende
Hjælp, hjælp; hun dør!
Bengt og gæsterne stimler under forskrækkede udråb sammen om dem.
HIS: 170
Stuen på Solhaug ligesom før men nu i uorden efter gildet. Det er fremdeles nat; en mild dæmring er udbredt over værelset og over landskabet udenfor.
dæmring er udbredt over værelset og over landskabet udenfor.Bengt står i den åbne svalegang med en ølbolle i hånden. En flok gæster er i færd med at forlade gården. Inde i stuen går en pige og rydder op.
BENGT
råber til de bortdragende
Han går ud.
GÆSTERNE
synger i frastand
som har på gården hjemme!
Nu går vor sti over stok og sten; –
Med dans og med sang
skal vi korte den vej så tung og lang.
Hej, lystig afsted!
Sangen taber sig mere og mere i det fjerne.
Margit kommer ind i stuen gennem døren til venstre.
HIS: 172
PIGEN
Krist fri mig, min frue, er I ståt op?
PIGEN
Nej, ikke alle; en del bliver til udover dagen; de sover visst allerede.
MARGIT
Og Gudmund Alfsøn –?
PIGEN
Han sover nok også. (peger mod højre) For lidt siden gik han ind i sit kammer, der, lige over gangen.
Pigen går ud til venstre.
Margit går langsomt hen over gulvet, sætter sig ved bordet til højre og ser ud mod det åbne vindu.
han drager vel ud i den verden vide;
jeg sidder igen med min husbond, og da –;
mig vil det gå som blomsterne små,
som den fattige urt, som det knækkede strå, –
jeg har kun at visne og lide.
HIS: 173
(kort ophold; hun læner sig i stolen)
Jeg hørte en gang om et blindfødt barn,
som voksede op i leg og i glæde;
moderen spandt et trolddoms-garn,
som mægtede lys over øjet at sprede.
Og barnet skued med undrende lyst
over berg og sø, over dal og kyst.
og barnet gik atter i mulm og nat;
det var forbi med gammen og lege;
af savn og længsel blev kinderne blege;
det sygnede hen og leved alle dage
i en evig, en unævnelig klage. –
Ak, også mine øjne var blinde
for sommerens liv og for lysets skær –
(hun springer op)
Men nu –! Og så stænges i buret inde!
Nej, nej, min ungdom er mere værd.
Tre år af mit liv har jeg offret ham,
min husbond; men nu må det briste.
måtte jeg være som duen tam.
Her kedes jeg tildøde af smålig kiv;
dele hans fryd og mildne hans kummer,
Hans viv!
(slår hænderne sammen)
Å herre, tilgiv, tilgiv;
jeg ved ikke selv, hvad jeg taler.
(går en stund i grublende taushed)
HIS: 174
Send mig din fred, som læger og svaler.Signe, min søster –? Hende jeg skulde
Og dog –? Hvem ved? Hun er ung endnu;
(atter taushed; hun tager den lille flaske frem, ser længe på den og siger sagte)
I denne flaske –; med den jeg kunde –;
så måtte min husbond for evig blunde.
(i skræk)
Nej, nej, den skal kastes på elvens bund!
(vil kaste den ud af vinduet, men standser)
Og dog, – jeg kunde i denne stund –.
(hvisker med et blandet udtryk af gysen og henrykkelse)
Hvad for en fristende, koglende magt
er der dog ikke i synden lagt!
som må købes med blod, med min sjæls forlis.
Bengt, med den tomme ølbolle i hånden, kommer ind fra svalegangen; hans ansigt blusser; han går med usikkre skridt.
MARGIT
der imidlertid har gemt flasken
Er porten lukket?
Margit henter en mjødkande fra et skab og skænker i bægeret, der står foran ham på bordet.
MARGIT
går med kanden over til højre
Du spurgte om Knut Gæsling.
BENGT
MARGIT
sætter kanden på bordet til højre
Han brugte værre ord inat, da han rejste.
MARGIT
smiler foragteligt
Hm –
BENGT
Jeg vil slå ham ihjæl, siger jeg! Jeg er ikke ræd for at møde ti slige karle som han. Ude på stabburet hænger min farfaders økse; skaftet er indlagt med sølv, og når jeg kommer med den, så –! (slår i bordet og drikker) Imorgen ruster jeg mig; jeg drager ud med alle mine mænd og slår Knut Gæsling ihjæl.
Han drikker tilbunds.
HIS: 176
MARGIT
sagte
Å, at måtte leve her med ham!
Hun vil gå.
BENGT
Margit, kom her! Fyld mig mit bæger igen. (hun nærmer sig; han vil drage hende ned på sit knæ) Ha-ha-ha; du er vakker, Margit! Jeg holder af dig.
MARGIT
river sig løs
Slip mig!
Var det så sandt det sidste bæger jeg skænkte for dig.
Hun lader bægeret blive stående og vil gå ud til venstre.
BENGT
Hør du, Margit. En ting kan du takke himlen for, og det er, at jeg tog dig tilægte, før Gudmund Alfsøn kom igen.
MARGIT
standser ved døren
Hvorfor det?
HIS: 177
BENGT
Jo, for hele hans eje er ikke tiende delen så stort som mit. Og det er jeg sikker på, at han havde bejlet efter dig, ifald du ikke havde været frue på Solhaug.
MARGIT
kommer nærmere, skotter til bægeret
Tror du?
BENGT
BENGT
Tage hende? Å ja, siden han ikke kan få dig. Men havde du været fri, så –. Ha-ha-ha, Gudmund er ligesom de andre; han misunder mig, at jeg er din husbond. Det er derfor, jeg kan så godt lide dig, Margit. – Hid med bægeret! Fuldt til randen!
MARGIT
går modstræbende over til højre
Ret nu skal du få det.
BENGT
Knut Gæsling bejlede jo også efter Signe; men ham vil jeg slå ihjæl. Gudmund er en hæderlig karl; han skal få hende. Tænk dig, Margit, hvor godt vi skal leve sammen som grander. Så drager vi på gæsteri til hinanden, og så sidder vi, så lang dagen er, hver med sin hustru på skødet, og drikker og snakker sammen om løst og fast.
hæderlig karl; han skal få hende. Tænk dig, Margit, hvor godt vi skal leve sammen som grander. Så drager vi på gæsteri til hinanden, og så sidder vi, så lang dagen er, hver med sin hustru på skødet, og drikker og snakker sammen om løst og fast.
stedse stigende sjælekamp; uvilkårligt har hun taget flasken frem, medens hun siger
HIS: 178
MARGIT
røber en stedse stigende sjælekamp; uvilkårligt har hun taget flasken frem, medens hun siger
Ja vel; ja vel.
BENGT
Dette er mere end et menneske kan bære! (hælder indholdet af flasken i bægeret, går hen til vinduet, kaster den ud og siger uden at se på ham) Dit bæger er fuldt.
BENGT
Så hid med det!
MARGIT
kæmper i angst og tvil; endelig siger hun
Drik ikke mere inat!
BENGT
leende, idet han læner sig bagover i stolen
Nå; venter du kanske på mig? (blinker til hende) Gå du bare; jeg kommer snart efter.
MARGIT
pludselig bestemt
Dit bæger er fuldt. (peger) Der står det.
Hun går hurtigt ud til venstre.
BENGT
rejser sig
HIS: 179
Han går til bordet ved vinduet og tager bægeret.En huskarl kommer ilsomt og forskrækket ind fra baggrunden.
HUSKARLEN
råber
BENGT
sætter bægeret ned
Knut Gæsling? Hvem siger det?
HUSKARLEN
BENGT
Godt; så skal jeg da også –! Hent mig min farfaders økse!
Han og huskarlen går ud i baggrunden.
Lidt efter kommer Gudmund og Signe sagte og varsomt ind gennem døren til højre.
SIGNE
Ak, at drage
som flygtning fra bygden, hvor jeg er født –!
(tørrer øjnene)
HIS: 180
det er jo for din skyld, jeg drager afsted.Gudmund, havde du kongens fred,
jeg blev hos min søster.
GUDMUND
Og næste dag
så kom Knut Gæsling med sværd og bue,
og gjorde dig til sin frue.
SIGNE
Å, lad os flygte! Men hvor går vi hen?
GUDMUND
Ude ved fjorden har jeg en ven;
han skaffer os et skib. Over salte vande
sejle vi ned til de danske strande.
Der, kan du tro, det er dejligt at bo;
der vil du finde det fagert at bygge;
alt under bøgenes skygge.
Min arme søster, – far vel, far vel!
Som en moder har du mig vogtet og fredet,
har ledet min fod, har til himlen bedet
den frommeste bøn for mit held. –
Se, Gudmund, – lad os i dette bæger
drikke hende til; lad os ønske, at snart
Hun tager bægeret.
SIGNE
Det er Margits bæger.
GUDMUND
ser nøje på det
Ved himlen, – ja,
nu mindes jeg –. Dengang jeg drog herfra
men det blev hende selv til sorg og nød.
af dette bæger.
(slår indholdet ud af vinduet)
Vi må afsted.
Larm og råb udenfor i baggrunden.
GUDMUND
lyttende
Knut Gæslings røst!
SIGNE
Å, frels os, gud!
GUDMUND
stiller sig foran hende
Frygt ikke; vel skal jeg værge min brud.
HIS: 182
Margit kommer ilsomt fra venstre.
GUDMUND og SIGNE
Margit!
MARGIT
får øje på dem
Gudmund! Og Signe! Er I her?
MARGIT
forfærdet, idet hun bemærker bægeret, som Gudmund har beholdt i hånden
Bægeret! Hvem har tømt det?
GUDMUND
forvirret
Tømt –? Jeg og Signe, vi vilde –
MARGIT
skriger
Nåde, nåde! Hjælp! De dør!
GUDMUND
sætter bægeret fra sig
Margit –!
SIGNE
Å gud, hvad fejler dig?
MARGIT
mod baggrunden
Hjælp, hjælp! Vil da ingen hjælpe!
HIS: 183
En huskarl kommer skyndsomt fra svalegangen.
HUSKARLEN
råber forskrækket
Fru Margit! Eders husbond –!
GUDMUND
sagte
Ah, nu fatter jeg –
HUSKARLEN
Knut Gæsling har fældet ham!
SIGNE
Fældet!
GUDMUND
drager sværdet
Endnu ikke, vil jeg håbe. (hvisker til Margit) Vær rolig; ingen har drukket af bægeret der.
Hun synker ned i en stol til venstre. Gudmund vil ile ud i baggrunden.
EN ANDEN HUSKARL
i døren, standser ham
I kommer for sent. Herr Bengt er død.
GUDMUND
Altså dog fældet.
Gæsterne og eders folk har fåt bugt med voldsmændene. Knut Gæsling og hans mænd er bundne. Der kommer de.
Gudmunds svende, gæster og huskarle fører Knut Gæsling, Erik fra Hægge og flere af Knuts mænd bundne mellem sig.
GUDMUND
Knut, Knut, hvad har du gjort?
KNUT
Han løb imod mig med løftet økse; jeg vilde værge for mig, og så hug jeg uforvarende til.
ERIK
Her er mange, som så på det.
KNUT
Aldrig skal jeg mere prøve på at løse mit usalige løfte. Tro mig, jeg skal bedre mig. Bare jeg ikke får lide en uhæderlig straf for
løse mit usalige løfte. Tro mig, jeg skal bedre mig. Bare jeg ikke får lide en uhæderlig straf for HIS: 185
min gerning. (til Gudmund) Skulde du komme til ære og værdighed igen, så tal godt for mig hos kongen.
GUDMUND
Jeg? Endnu før dagen er omme, må jeg ud af landet.
Studsen blandt gæsterne; Erik forklarer dem hviskende sammenhængen.
MARGIT
til Gudmund
Du rejser? Og Signe vil følge dig?
SIGNE
bedende
Margit!
SIGNE
om hendes hals
Kære søster!
SIGNE
angst
Der kommer fremmede folk!
EN HUSKARL
i døren i baggrunden
Kongens mænd står udenfor. De søger Gudmund Alfsøn.
SIGNE
Å, herre i himlen!
HIS: 186
MARGIT
farer op i skræk
Kongens mænd!
KNUT
Nej, Gudmund, dyrt skal du sælge livet; løs os; vi er alle rede til at slå for dig.
ERIK
ser ud
Det nytter ikke; de er os for mandstærke.
Kongens sendebud med følge kommer ind fra baggrunden.
SENDEBUDET
I kongens navn og ærend søger jeg eder, Gudmund Alfsøn.
GUDMUND
Godt. Men jeg er skyldfri, det sværger jeg højt og dyrt!
SENDEBUDET
Det ved vi alle.
GUDMUND
Hvorledes?
Bevægelse blandt de forsamlede.
HIS: 187
SENDEBUDET
GUDMUND
Signe!
SIGNE
Gudmund!
GUDMUND
Men så sig mig da –?
GUDMUND
Kansleren!
GÆSTERNE
halvhøjt, til hverandre
Falden!
MARGIT
går hen mellem Gudmund og Signe
Skærmende engle, fromme og milde,
har nådigt skuet inat til mig ned
end jordens gammen, end verdens rige.
HIS: 188
Jeg har følt den anger, den rædsel vild,som kommer, når sjælen er sat på spil. –
(da Gudmund og Signe vil tale)
Stille! At rokke mig intet formår.
(lægger deres hænder sammen)
Eders pagt er from; den skærmes af gud!
Hun vinker til afsked og går mod venstre. Gudmund og Signe vil følge hende. Margit standser dem med en afværgende bevægelse, går ud og lukker døren efter sig. I samme øjeblik står solen op og kaster sit skær ind i stuen.
går mod venstre. Gudmund og Signe vil følge hende. Margit standser dem med en afværgende bevægelse, går ud og lukker døren efter sig. I samme øjeblik står solen op og kaster sit skær ind i stuen.
SIGNE
Mine bedste drømme, mine fagreste minder
skylder jeg dig og din harpes slag.
Min ædle sanger, – i sorrig og lyst
slå kun din harpe, som bedst du lærte;
tro mig, der er strenge dybt i mit bryst,
som skal svare dig i fryd og i smerte.
